Lützhøfts Købmandsgård
Midt i Roskilde kan du træde 100 år tilbage i tiden, når døren går op til Lützhøfts Købmandsgård, som siden 1892 har været en del af byens handelsliv.
En tidslomme i Ringstedgade
Kaffemøllen drejer, dørklokken klinger, og duften af krydderier fylder butikken. Lützhøfts Købmandsgård er et levende museum, hvor historien ikke bare skal ses, men mærkes, høres, duftes og smages. Gå på opdagelse blandt sukkertoppe, kandis, håndbundne børster og andre historiske varer og få dem pakket i kræmmerhus og papir, præcis som dengang.
Bag disken
På Lützhøfts Købmandsgård er du mere end velkommen til at gå om bag disken og kigge ind i købmandens kontor og baglokale. Den gamle vægt og det historiske kasseapparat er stadig i brug, og de levende fortællinger fra de frivillige købmænd gør det let at forestille sig hverdagen i en købmandsbutik for 100 år siden.
Information
Åbningstider
7. januar – 31. maj: Onsdag- fredag kl. 11-17, lørdag kl. 10-14
1. juni – 31. december: Mandag – fredag kl. 11-17, lørdag kl. 10
Åbningstider er vejledende. Se evt. museets hjemmeside.
Priser
Gratis entré
Håndens værk
På førstesalen ligger Håndværksmuseet med en stor samling historisk værktøj fra blandt andre tømrere, snedkere, trædrejere, træskomagere og billedskærere. Her kan du følge træets vej fra skov til færdigt produkt og få indblik i de håndværk, der engang var en naturlig del af hverdagen.