De gamle kanaler smyger sig rundt om Københavns hjerte – Slotsholmen, hvor Tårnet på Christiansborg Slot knejser over byens tage.
På Christiansborg kan du træde ind i de selvsamme omgivelser, der ligger ramme om mange af H.M. Kongens officielle pligter. Der, hvor statsoverhoveder fra hele verden kommer til gallamiddag ved officielle statsbesøg, hvor regenter fejrer jubilæer og runde fødselsdage, hvor de store nytårskure bliver afholdt og hvor du kan komme ind, når du gerne vil tæt på monarkiet og have store oplevelser i De Kongelige Repræsentationslokaler, De Kongelige Stalde i Ruinerne, Det Kongelige Festkøkken og i Slotskirken.
Slotte gennem 800 år
Slottet, som det står i dag blev grundlagt i 1928. Det hviler på en række tidligere slotte som alle har ligget på samme sted – slotte, der tilsammen bevidner at Danmarks magtcentrum stort set ikke har flyttet sig siden Biskop Absalon fik skænket byen Havn og den dertilhørende borg.
I de underjordiske ruiner under Christiansborg Slot kan du udforske resterne af de to første bygninger på stedet: Biskop Absalons middelalderborg fra 1167 og det eventyrlige Københavns Slot, der blev revet ned i 1731.
Når De Kongelige Repræsentationslokaler ikke bliver anvendt af H.M. Kongen, er de åbne for publikum, så du enten på egen hånd eller på en guidet rundvisning kan udforske de kongelige sale og gemakker.
Træd op ad Kongetrappen, og oplev stemningen i de rigt udsmykkede lokaler. Her kan du også nyde samlingen af klassisk og moderne kunst, fremstillet af danske kunstnere som Nicolai Abildgaard, C.V. Eckersberg og Joachim Skovgaard. I Riddersalen hænger Bjørn Nørgaards imponerende gobeliner fra år 2000, der i farvestrålende billeder viser Danmarks historie gennem mere end 1000 år.
Ved siden af slottet ligger Christiansborg Slotskirke, som bruges af kongehuset til dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. Slotskirken er tegnet af arkitekten C.F. Hansen og blev oprindelig indviet i 1826 men genopbygget efter en ødelæggende brand i 1992. Træd ind i kirkerummet, og nyd blandt andet synet af væggenes sjældne, gule stukmarmor, samt Bertel Thorvaldsens englefrise fra 1820.
Der har været heste og liv i staldene siden 1740 i De Kongelige Stalde på Christiansborg Slot. Staldfløjene og Ridebanen er det eneste, der er tilbage af Christian 6.s pompøse barokslot i dag. Når Kongen holder nytårskure og andre store fester på Christiansborg Slot, spændes de smukke hvide heste for kareten i prægtigt gallaseletøj. Og selvom de hvide heste for mange føles som en fast del af Kongehuset, så var de et sjældent syn fra slutningen af 1800-tallet til 1994, hvor Prins Henrik indførte de hvide kladruber-heste fra det gamle fyrstelige stutteri i Tjekkiet.
Det Kongelige Festkøkken blev bygget til det tredje Christiansborg Slot, som stod færdigt i 1928. Her skulle der laves mad til flere hundrede gæster, når Kongehuset holdt officielle gallamiddage i Riddersalen ovenpå.
Det Kongelige Festkøkken er indrettet som i Kong Christian 10.s tid. Her kan I følge forberedelserne til en ganske særlig gallamiddag d. 15. maj 1937 i anledning af Kongens 25 års regeringsjubilæum – det største kongelige taffel i 90 år med 275 gæster.